torsdag den 23. april 2015

Spaghetti al nero di seppia

Da jeg tog til Venedig sammen med kæresten for 1 år siden, var det mit første besøg i Italien og mit første bekendtskab med ægte italiensk madlavning. Vi tilbragte 3 fantastiske dage i byen og med undtagelse af en enkelt gang, formåede vi at undgå turistfælderne når vi skulle ud at spise. Vi spiste på små, afsides restauranter som vi formentlig aldrig ville kunne finde igen, hentede vin i plastikflasker på enoteket rundt om hjørnet og panforte hos konditorien. Så sad vi der på en lille bådebro ved Canal Grande i klart måneskin og drak prosecco og spiste panforte og jordbær, alt imens vandbusser og nysgerrige turister drev forbi os. Det var både klichéagtigt og pladder romantisk, men jeg er klar til at tage derned igen en anden gang :-)
Af de forskellige madoplevelser vi havde i Venedig var der imidlertid én som skilte sig ud for mig; spaghetti al nero di seppia fra Trattoria Dona Onesta. Den var simpelthen SÅ fantastisk! Nu har jeg prøvet at genskabe den i mit eget køkken og den blev næsten (kun næsten) ligeså god som den på Dona Onesta....



Spaghetti al nero di seppia:
(2-3 pers.)

Sauce:

Ca. ½ kg blæksprutte (få evt. fiskehandleren til at rense den for dig)
2 fed hvidløg
1 dl hvidvin
8 gram blæksprutteblæk (jeg fandt det på Vild med vins webshop)
½ dl god olivenolie
1 dl kogevand fra pastaen
1-1½ dl kogevand fra blæksprutten
Salt
Friskhakket persille

300-400 gram spaghetti eller lignende - jeg brugte linguini

Jeg har ingen forstand på tilberedning af blæksprutte overhovedet og blev nødt til at prøve mig lidt frem med tilberedningen af dyret, for at ramme den møre konsistens som jeg husker den fra Venedig. Lynstegning på panden var sådan set lækkert nok, men blæksprutten blev ikke mør på den rigtige måde.

Efter at have søgt lidt på nettet omkring tilberedning, endte jeg med at koge blæksprutten i 40 minutter i letsaltet vand. Prøv at stikke en gaffel i blæksprutten efter 30-35 minutter for at tjekke om den er færdig - glider gaflen let ind i kødet er den færdig. Jeg kogte blæksprutten om formiddagen og lod den køle ned i køleskabet.




Skær blæksprutten i ringe eller strimler i mundrette stykker. Hak hvidløget fint. Bring en grydefuld vand tilsat salt i kog til pastaen. Varm en pande med lidt høje sider op, og tilsæt lidt olivenolie, blæksprutten og hvidløget. Lad det stege nogle minutter og tilsæt herefter hvidvin. Lad hvidvinen fordampe og tilsæt herefter blæk og kogevand fra blæksprutten. Lad også dette koge ind omkring blæksprutten. Når pastaen er lige ved at være færdig, drænes den (husk at gemme noget pastavand) og tilsættes den sorte sauce. Tilsæt kogevand fra pastaen samt god olivenolie og vend hele herligheden sammen. Du bestemmer selv hvor meget kogevand fra pastaen du tilsætter, den må bare ikke være for tør. Smag retten til med salt og måske en anelse peber. Der skal iøvrigt IKKE serveres parmesan til denne ret, for den ville simpelthen ødelægge den fine, delikate smag af hav som retten har. Jeg har ikke tilsat fløde eller lignende til retten, men overvejer at prøve næste gang jeg skal lave retten, da det var som om saucen fra Venedig var en anelse mere cremet. Der indgår dog ikke fløde i opskriften efter mine oplysninger.

Giv retten et generøst drys af friskhakket persille inden servering og nyd den med et godt glas vin og i godt selskab.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar