tirsdag den 14. april 2015

Ramsløgspesto og ramsløgssmør med citron

Det er lige nu sæson for ramsløg. En skøn grøn plante med smag af hvidløg som vokser vildt i skovbunden, i krat og langs de danske veje. Find helst et sted væk fra vejen til at plukke dine ramsløg, så de ikke har stået lige op ad bilos og hundelufteri. Jeg har fundet mig et dejligt sted på en offentlig sti, hvor ramsløgene står tæt pakket længere inde i krattet. Du kan bruge ramsløg på mange forskellige måder - jeg har valgt at lave pesto og hjemmelavet kryddersmør denne gang.


Jeg har plukket ramsløg et par gange i år og lige et lille tip vedrørende opbevaring af dem i køleskab. Sørg for at lukke posen godt, så undgår du at hele køleskabet og køkkenet lugter af ramsløg :-)



Pesto:

En stor håndfuld friske, skyllede ramsløgsblade
75 gram hasselnødder
50 gram parmesanost
½ dl citronsaft
1-1½ dl mild olivenolie
Evt. salt og peber

Start med at riste hasselnødderne i en 200 grader varm ovn, indtil skallen på nødderne krakelerer og man kan se at nødderne bliver gyldne. Lad nødderne køle af. Skallen på nødderne fjernes ved at rulle nødderne imellem håndfladerne, så falder de lige så fint af. Det er sikkert ikke alle nødderne som skallen kan fjernes på, men det gør ikke noget at der er lidt tilbage. Kom ramsløg, nødder og parmesanost i en foodprocessor og kør blandingen til "krummer". Tilsæt herefter citronsaft og 1 dl olie og kør blandingen jævn. Tilsæt evt. mere olie hvis ønsket. Smag pestoen til hvis den mangler salt og evt. peber.



Den friske pesto kan bruges til mange forskellige formål: blandet i friskkogt pasta sammen med lidt ricottaost, til sandwich, som sauce til nye, kogte kartofler, til æggemadder osv. osv.... Kun fantasien sætter grænser.

Herunder er det friskkogt pasta vendt med pesto, ricottaost og lidt af kogevandet fra pastaen. Server med friskrevet parmesan og et drys friskhakket ramsløg.



Ramsløgsmør med citron:

1 pk smør
Skal af 1 økologisk citron
En lille håndfuld friske, skyllede ramsløgsblade
Salt

Tag smørret ud af køleskabet 1 times tid før du vil lave smørret, det skal være meget blødt. Riv skallen af citronen, pas på at du ikke får den bitre, hvide hinde med - kun den gule, aromatiske skal. Hak ramsløg så fint eller groft som du ønsker det. Bland det bløde smør med ramsløg, citronskal og evt. lidt salt. Hvis du synes at det er svært at få det blandet med en gaffel eller en ske, så tag en plasthandske på og ælt det hurtigt sammen med fingrene istedet. Kom smørret i mindre beholdere eller lav en rulle af smørret ved at rulle det ind i bagepapir eller film. Jeg lavede mindre portioner som bliver opbevaret i fryseren - lige til at tage ud og bruge når der skal grilles her i foråret eller til sommer. 



Kryddersmørret er superlækkert til at servere ovenpå en grillet bøf, i en bagt kartoffel, som smør på brød under en fiskefilet osv. 
Derudover kan du bruge smørret til at peppe almindelige hvide flütes op med. På den måde får du en meget mere lækker udgave, end de traditionelle hvidløgsflütes du kender fra frost. Det er ret simpelt: Skær skrå snit med 2 cm mellemrum i et almindeligt hvedeflüte - lidt over halvvejs igennem. Fordel skiver af smørret i rillerne. Vær lidt varsom med det, da brødet nemt knækker når det ikke er tilberedt. Bag brødet på en bageplade med bagepapir ved 180 grader til brødet er gyldent og sprødt.
Herunder har jeg serveret smørret til grillet oksekød.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar