søndag den 12. april 2015

Hindbærroulade

I fredags lavede jeg denne fine hindbærroulade til en kop eftermiddagskaffe. Hindbærroulade er for mig en tur ned ad barndommens gade - jeg har nemlig spist ret så mange portioner af denne kage hos min farmor da jeg var lille, som teenager og for såvidt også i mit voksenliv. Den er så simpel at lave og jeg kan simpelthen ikke forstå at jeg ikke har taget mig sammen til at lave den noget før.
I bedste farmor stil blev den serveret med creme fraiche og på mit retrostel som min farmor havde magen til.... og lige der, i et kort øjeblik var det som at sidde i hendes solbeskinnede køkken igen. Der hvor man drikker kaffe med fløde, snakker i timevis og gerne må få portion nr. 2,3 og 4.


Hindbærroulade:

Fyld:

250 gram friske eller frosne hindbær
2-3 spsk sukker
1 spsk vand
2 blade husblas

Dej:

3 æg
2 dl sukker
2 dl mel
2 tsk bagepulver
2 spsk kogende vand

Læg husblas i blød i koldt vand 10-15 minutter. Kom hindbær, sukker og vand i en lille gryde og bring det i kog. Lad det småkoge et par minutter og tag herefter gryden af varmen. Knug vandet fra husblasen og smelt den i den varme hindbærgrød. Hæld grøden over i en skål og sæt den til afkøling i køleskabet. Imens bages selve bunden til rouladen.

Tænd ovnen på 250 grader. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Rør mel og bagepulver sammen og vend det forsigt i æggene sammen med det kogte vand. Fordel dejen ud på en bageplade med bagepapir. Bag bunden i den meget varme ovn i 5 minutter. Hold øje med om den bliver mørk nogle steder - i så fald så vend bagepladen, så bunden bages jævnt. Vend den færdige bund ud på et stykke sukkerdrysset bagepapir, fjern forsigtigt bagepapiret fra bagningen og lad den dampe lidt af 1 minuts tid.

Fordel hindbærfyldet over den bagte bund og rul den forsigtigt sammen så den ikke knækker nogle steder - brug bagepapiret til hjælp. Når den er rullet færdig, rulles den ind i bagepapiret og derefter et stykke film og sættes på køl i ½-1 time så den kan sætte sig lidt. Vi spiste halvdelen af rouladen den samme dag, men jeg syntes faktisk at den var bedre på dag nr. 2. Så lav den gerne dagen før servering.

Server hindbærrouladen med creme fraiche, flødeskum eller lignende.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar