mandag den 2. marts 2015

Jettes kyllingepie

I dette indlæg har min kæreste Thorbjørn gæsteblogget om en ret fra hans ungdom på en vestjysk efterskole. Han har serveret retten for mig og børnene et par gange og jeg kan love jer for, at vi alle bare knuselsker den.



Denne opskrift er et kært minde fra min tid på Hardsyssel Efterskole midt i 90’erne. Vores søde køkkenpersonale lavede den mest fantastiske kyllingepie, og den var ofte på menuen til det årlige elevstævne. Her kunne tidligere elever mødes for at mindes en glad tid, og kyllingepie’en fik altid ben at gå på og mange rosende ord. Sidst jeg var derinde spurgte jeg til opskriften, og Jette var så flink at udlevere den uden tøven. Opskriften var til 20 tærter, så den er her tilpasset en normal husholdning – og dejen har vi også bagt på smør, mens originalen foreskriver at man bruger margarine. Nåh ja, og så smager den jo bare hamrende godt. Det er med stolthed at vi hermed præsenterer ”Mor Jette’s Fantastiske Kylligepie”.

Kyllingepie

2 stk, 4-6 pers.
Mørdej
300 g smør
350 g mel
1 tsk salt
½ dl koldt vand

Fyld

500-600 gram hønsekød eller kylling, kogt, i tern
1 stor rød peber 
1 stor grøn peber 
1 løg 
250 gram champignon 
50 gram hvedemel
50 gram smør
3 dl hønsebouillon fra kogningen (eller lavet med en bouillonterning)
½ dl fløde
Salt, peber, paprika

1 æg til pensling

Kog noget kylling – det er lettest med kyllingebryst, men bliver lidt bedre hvis du bruger lår. Gem kogevandet til fyldet, og kog det evt lidt ind for at få en god bouillon.

Mørdejen forberedes lidt tid i forvejen så den får lov at hvile. Smør, mel og salt røres til en grynet masse og samles med koldt vand. Deles i to dele og stilles på køl indtil maden skal laves. Dejen skal være kold når den rulles ud da det letter processen.
Rul dejkuglerne ud og kom dem i hver sin tærteform (ca. 25 cm). Gem lidt dej til pynt på toppen.
Bag dem ca 15 min. ved 180 grader mens du forbereder fyldet. Tærtebundene bages med bagepapir og kikærter i, da dette sikrer at kanten ikke synker sammen når smørret varmes op. Når bunden er forbagt tages den ud og prikkes med en gaffel. Sæt den evt. tilbage i ovnen et par minutter, så der dannes en bagt overflade i bunden.






Hak og svits peberfrugt, champignon og løg på en pande et par minutter. Lav en opbagt sovs af smør og mel, tilsæt bouillon og fløde – sovsen skal være godt tyk. Bland sovsen sammen med fyldet og smag til med krydderierne.
Hæld fyldet i tærteformene. Lav evt. strimler eller fletværk på toppen med den overskydende dej fra tidligere – her kan du være kreativ hvis du ønsker at imponere nogen. Pensl strimlerne med et pisket æg, så får den en smuk gylden overflade.
Bages 20-25 min ved 180 grader og serveres varm eller lun med en lækker, grøn salat og evt noget godt brød. Bon appetit!








Ingen kommentarer:

Send en kommentar