torsdag den 5. juni 2014

Pocherede abrikoser med mynte

Her til morgen gik min 5-årige søn med i køkkenet og så blev der lavet arme riddere.
Vi spiste dem med disse pocherede abrikoser, som jeg fik en opskrift på for 14 år siden (ja, jeg kan godt tage tilløb til en opskrift over laaaaang tid) :-)
Opskriften var en del af en samlemappe fra Femina, hvor kendte kokke havde bidraget med forskellige bud på forretter, hovedretter og desserter. Den dag idag elsker jeg stadig at bladre i denne mappe og lade mig inspirere af de fine billeder og de flotte anretninger. Opskriften jeg blev inspireret af er udviklet af Erwin Lauterbach og Rasmus Grønbech og mit tvist til opskriften er såmænd bare lidt friske mynteblade.



Pocherede abrikoser:

6-8 abrikoser
1 dl vand
1 nip vanillepulver eller kornene fra 1 stang vanille
100 gram sukker
5-6 fintsnittede mynteblade

Del abrikoserne i halve og fjern stenen. Kog vand, sukker og vanillekorn til sukkeret er opløst. Kom de halverede abrikoser i sukkersiruppen og lad dem koge med et par minutter. Tag gryden af varmen, kom mynten i og lad abrikoserne køle af i lagen. Opbevar dem på køl.

Det var det! Du er færdig.... Nu kan du servere dem til is, kage eller som vi gjorde - til vores arme riddere til morgenmad.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar