onsdag den 23. april 2014

Tomatsauce med basilikum og chorizo

Jeg har fornylig været en tur på kæresteferie i Venedig, og det var en ferie med masser af dejlig mad og vin.
Det er ret nemt at blive inspireret til at lave lækker mad, når alle boder på torv og markeder bugner af friske råvarer. Da jeg den anden dag var ude at handle, kom jeg omkring en stor bakke tomater og de så bare så flotte og dejlige ud - og så duftede de rigtigt... Du ved af friskplukkede drivhustomater fra den danske sommer. Jeg kunne altså ikke dy mig og de endte som den skønneste tomatsauce på min pasta denne aften.


Jeg har til denne opskrift ladet mig inspirere af en opskrift på tomatsuppe fra Jamie Olivers "Mad på 30 minutter". Her bages tomaterne i en meget varm ovn, blendes med frisk basilikum og tilsættes væske så det bliver til en suppe. Men jeg havde lyst til at bruge fremgangsmåden til en sauce istedet. Resultatet bliver en tyk, cremet sauce som bare smager af dejlige tomater, basilikum og så lige en lille overraskelse i form af chorizopølse hist og her.

Tomatsauce med basilikum og chorizo:
(3-4 pers.)

1 kg smagfulde tomater efter eget valg.
5-6 spsk olivenolie
½ tsk røget paprika
1 stort løg skåret i tern
100 gram chorizopølse
1 håndfuld frisk basilikum
Rødvinseddike eller lignende
Sukker
Salt
Peber

Vask tomaterne og pil stilken af. Skær tomaterne i halve og kom dem i et ildfast fad. Vend dem med halvdelen af olivenolien. Drys med salt, peber og paprika og vend det godt rundt. Bages i en 230 grader varm ovn  i ca. 25 minutter. Imens steges løget i den resterende olivenolie ved ikke alt for høj varme. Løgene skal ikke brune, de skal blot blive bløde og klare. Skær chorizopølsen i tern og kom dem ved løgene når de er blevet bløde. Lad løg og chorizo stå og småstege i 5-10 minutter. Når tomaterne er færdige i ovnen blendes de sammen med væden fra fadet til en tyk sauce. Blend til sidst basilikumbladene med også. Kom den blendede tomatsauce i gryden til løg og chorizo og lade det koge sammen et par minutter. Smag saucen til med lidt eddike og sukker, salt og peber. Server saucen til friskkogt pasta sammen med masser af dejlig parmesanost.

NB. Jeg kan iøvrigt lige melde mig i koret af alle dem som lovpriser pasta lavet på sojabønner. Det smager faktisk rigtig godt og er en fin substitut til almindelig pasta.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar