onsdag den 19. februar 2014

Fastelavnsboller

Det er lige nu tiden, hvor der skal bages fastelavnsboller. De kan varieres både i forhold til dejtypen de bages af, fløde eller creme, hindbær eller svesker osv. osv.
Her har jeg bagt en gammeldags, cremefyldt fastelavnsbolle af en gærdej. Derefter fyldte jeg fastelavnsbollen med en flødecreme og lidt sveskemos. En ikke alt for sød udgave af fastelavnsbollen, som gled nemt ned hos både håndværkere, børn og voksne :-)


Fastelavnsboller:
(12 stk.)

50 gram gær
2½ dl mælk
1 æg
75 gram blødt smør
2 tsk sukker
1 nip vanillepulver
½ tsk salt
ca. 500 gram hvedemel

Æg til pensling

Creme: 
(ønsker du ikke at fylde fastelavnsbollerne med mere creme efter bagning, skal du kun bruge 1/3 portion)

7½ dl sødmælk
2 vanillestænger
105 gram sukker
60 gram maizena
6 æggeblommer

Start med at koge cremen. Den skal helst blive helt kold og fast inden den bages ind i fastelavnsbollerne. 
Flæk vanillestangen og skrab kornene ud, bland vanillekorn og sukker og mas kornene godt sammen med sukkeret med en kniv eller lignende. Vanillesukkeret blandes med 1 dl sødmælk og maizena og piskes godt igennem. Tilsæt æggeblommerne og pisk igen. Bring de resterende 4 dl sødmælk i kog i en gryde. Når mælken koger, tilsættes vanilleblandingen og cremen piskes godt igennem alt imens den tykner. Hæld vanillecremen op i en skål og dæk den med film. Filmen skal ligge lige ovenpå cremen, da cremen ellers vil danne skind. Lad cremen køle af i køleskabet i minimum 2 timer. Tag herefter 1/3 del fra til bagning af bollerne.

Til dejen lunes mælken og gæren opløses heri. Tilsæt æg, smør, sukker, vanille, salt og omkring halvdelen af melet og rør det godt sammen - gerne på en røremaskine. Tilsæt efterhånden det sidste mel og ælt dejen til den er silkeblød og klistrer let. Lad dejen hvile i skålen ½ times tid med et viskestykke over. Rul dejen ud til et rektangel ca. 40x30 cm. Del dejen i 12 stykker som vist på billederne herunder. Fordel den ene portion creme på dejstykkerne og saml derefter hjørnerne som vist på billederne - i alt 4 samlinger. Klem dejen godt sammen og læg bollen med samlingen nedad, på en bageplade med bagepapir. Pensl bollerne med sammenpisket æg. Stil bollerne til hævning et lunt sted - de skal næsten hæve til dobbelt størrelse.  

Bag dem herefter i en forvarmet ovn ved 180-200 grader i 10-15 minutter. De skal være flot gyldne. Lad de færdige boller køle helt af inden de fyldes med mere creme og frugtmos. Eller spis den lune bolle som den er. Den smager også dejligt uden ekstra fyld.

Vanilleflødecreme laves ved at piske 2-3 dl fløde til flødeskum og røre det i den resterende vanillecreme lidt ad gangen. Brug gerne en elpisker hvis den kan køre forholdsvis langsomt, så du ikke har vanillecreme over hele køkkenet. Når cremen er pisket/rørt jævn, fyldes den i fastelavnsbollerne igennem et lille hul ved hjælp af en sprøjtepose eller skær bollen halvt igennem og fyld dem med en ske. Inden cremen fyldes i, kan du komme en god skefuld sveskemos eller hindbærmarmelade i. Pynt fastelavnsbollerne med almindelig glasur rørt af flormelis og vand. Server med en god kop kaffe eller the.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar