lørdag den 25. januar 2014

Fish´n`chips

Der har været ret så stille på bloggen på det sidste. Det er der en ganske naturlig årsag til: jeg har nemlig fået arbejde. Det er jo en fantastisk dejlig begivenhed og jeg nyder at have noget at stå op til hver dag. Jeg skal lave mad til nogle dejligt energiske børnehavebørn hver dag, og det er bare SÅ skønt at høre dem glædes over at få serveret nybagte boller, suppe og lune frikadeller. Denne weekend syntes jeg så at jeg måtte oppe mig lidt og få lagt en opskrift på bloggen. Det blev til mit første forsøg på hjemmelavet fish´n`chips.


Jeg må indrømme at mit allerførste møde med retten fish´n`chips var så sent som i sommers på Bishops Arms i København - en meget lækker oplevelse, som jeg varmt kan anbefale. Vi fik serveret fisken med en lækker, fed tartarsauce, citron og malteddike og det var præcis denne udgave jeg gik efter denne aften.

Fish´n`chips.
(3 personer)

600 gram hvid fisk (jeg brugte torskeloins)
100 gram mel
Ca. 2½ dl mørkt øl
100 gram mel
Lidt salt

Pomfritter:

Ca. 1 kg store kartofler
Ca. 1½ liter olie til fritering

Kartoflerne skrælles og skæres i tykke stave (ca. 1½ x 1½ cm). Varm olien op til ca. 150 grader. Kom halvdelen af fritterne i olien og lad dem koge 5-10 minutter til de er gyldne. Tag dem op og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Gentag med den anden portion. Når fritterne har været i olien og er sat til afdrypning laves fisken. Når fisken så er fritteret, varmer du olien op til 170-180 grader igen og kommer fritterne i igen. De skal blot lige blive sprøde igen - det tager nok et par minutter. Drys dem med havsalt og server med det samme.

Fisken:

Skær fisken i 6 stykker. Rør øl og mel sammen med lidt salt til en tykflydende dej. Varm olien op til 160-170 grader. Krydr fiskestykkerne med lidt salt og peber og vend dem i lidt mel. Dyp dem godt og grundigt i dejen og kog dem i den varme olie til de er gyldne og sprøde. Tag et par stykker ad gangen for ikke at sænke temperaturen i olien for meget. Lad dem afdryppe på køkkenrulle og drys dem med lidt havsalt. Server fisken på en udbredt avis med hjemmelavede fritter, citronbåde, malteddike og tartarsauce.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar