mandag den 2. december 2013

Æbleskiver med ølandshvede fra Ausumgaard

Til julehygge hører sig æbleskiver til. Jeg har et stykke tid gået og leget med idéen om at min hjemmelavede pandekagemix også ville kunne bruges til æbleskiver, og nu fik jeg så afprøvet idéen -med stor succes. Jeg har her brugt ølandshvede fra Ausumgaard istedet for den fuldkornsspeltmel som jeg plejer at bruge. Jeg var spændt på hvordan konsistensen af æbleskiverne ville være, da jeg ikke før har bagt æbleskiver med så stor en mængde groft mel. Men æbleskiverne var om noget, mere luftige og lækre end de traditionelle kærnemælksæbleskiver jeg plejer at bage.


Æbleskivemix:

300 gram groft ølandshvedemel
300 gram hvedemel
40 gram sukker
1 tsk vanillepulver
3 spsk bagepulver
2 tsk natron
½ tsk salt

Bland ingredienserne og opbevar blandingen i en lufttæt beholder.




Æbleskiver:
(15-18 stykker)

150 gram æbleskivemix
2½ dl kærnemælk
1 æg
½ tsk kardemomme
1 spsk smeltet smør
Evt. lidt revet skal fra en usprøjtet citron

Et par spiseskefulde smeltet smør til bagningen.

Del ægget i blomme og hvide. Bland æbleskivemix med kardemomme, kærnemælk og æggeblomme og rør dejen jævn med et piskeris. Rør det smeltede smør i og evt. citronskal og sæt dejen på køl en times tid. Når dejen har hvilet, piskes æggehviden stiv og vendes i dejen. Varm æbleskivepanden op ved jævn varme. Kom lidt smeltet smør i hvert hul og fyld dej i, så det når næsten op til kanten af hullet. Når dejen bobler let i kanten vendes æbleskiven med en strikkepind, kødnål eller lignende. Det første hold æbleskiver kan have en tendens til at hænge lidt i panden, hvis ikke panden har slip-let belægning, men lirk dem forsigtigt fri med strikkepinden, så skal de nok slippe. Når først panden er blevet varm, kan der med fordel skrues lidt ned for varmen, så æbleskiverne ikke bliver for mørke før de bliver gennembagt.

Server de nybagte æbleskiver med flormelis, syltetøj og et dejligt glas varm gløgg.

Tip! Du kan fylde æbleskiverne med æblestykker under bagningen. Det gør æbleskiven ekstra frisk. Jeg brugte stykker af Belle De Boskop som havde ligget i sukker/vanillelage et par dage. Kom æblestykket i lige når æbleskiven skal vendes første gang. Jeg prøvede også at lave nogle stykker med et lille stykke nougat og nogle med et hjemmesyltet kirsebær. Begge dele var et hit, men prøv dig frem til hvad du syntes er godt. Måske foretrækker du din æbleskive "au naturel".








Ingen kommentarer:

Send en kommentar