tirsdag den 17. september 2013

Fuldkornskiks

Da jeg forrige weekend var med på høstmarkedet på Ausumgaard, havde jeg udover blommekagen, også disse fuldkornskiks med. Jeg var overbevist om, at de ville dele vandene, da ikke alle bryder sig om smørbagte kiks og småkager. Overraskende nok vakte de stor begejstring, og derfor får i opskriften her.
Man skal dog ikke forvente en sprød og knasende kiks her, men en lidt blød og smuldrende struktur. Kiksen vil gøre sig rigtig godt på et ostebord med en kraftig flødeost, f.eks. hvidløgsost og den behøver selvsagt ikke smør :-)


Fuldkornskiks:

100 gram fuldkornshvedemel
170 gram hvedemel
150 gram koldt smør
½ tsk salt
3-4 spsk koldt vand

Smuldr smør, mel, fuldkornsmel og salt sammen til det ligner brødkrummer. Saml dejen med det kolde vand. Dejen skal ikke æltes, blot samles. Æg dejen i en frysepose og lad den hvile i køleskabet  ½-1 time. Rul dejen tyndt ud (2-3 mm) og udstik kiksene med udstikker efter eget valg eller skær kiksene ud med et pizzahjul eller en klejnespore.

Læg kiksene på en bageplade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader (varmluft) i ca. 15 minutter til de er gyldne og hævet let op. Det er en ret "let" kiks i konsistensen og "tung" i smagen. Lad kiksene køle helt af inden de kommes i en kagedåse.



Ja, jeg glemte simpelthen at tage billeder af det færdige produkt..... :-)

1 kommentar: