torsdag den 11. juli 2013

Macarons med saltkaramel

Her den anden dag lavede jeg macarons med saltkaramel. Jeg har før været uheldig med mine macarons, men har efterhånden fundet det rette håndelag. Hvis macarondejen  virker lidt for tyk, giver jeg den 1-2 tsk ekstra æggehvide som vendes i lidt efter lidt. Men man skal sørge for at dejen er vendt godt sammen inden, da den bliver mere medgørlig jo mere man vender i den.


Opskriften på macarons er tyvstjålet fra Anne Au Chocolat, for de er bare så gode og nemme. Derfor gider jeg ikke spilde tid på at finde et bedre alternativ.

Macarons:

80 gram æggehvide (evt. 1-2 tsk ekstra)
200 gram flormelis
20 gram sukker
100 gram mandelmel
15 gram kakao

Bland flormelis, mandelmel og kakao. Sigt blandingen over i en skål. Pisk æggehviderne næsten stive, tilsæt sukkeret og pisk dem derefter helt stive. Fold mandelblandingen i æggehviderne af 3-4 omgange indtil blandingen er blevet sej og homogen. Virker dejen lidt for "massiv" er det her jeg har prøvet mig frem med at tilsætte lidt ekstra æggehvide. Kom dejen op i en sprøjtepose med en glat tyl og sprøjt små kager ud, lidt mindre end en 5 krone, på bageplader med bagepapir. Lad de ubagte macarons tørre i ca. 1 time inden de bages i en 160 grader varm ovn (ikke varmluft) i 12-15 minutter. Lad kagerne køle af i 5 minutter inden de tages af papiret. Kagerne kan laves i forvejen og opbevares i en lufttæt kagedåse indtil de skal bruges.

Saltkaramel:

3/4 dl sukker
1/2 dl lys sirup
1/2 dl vand
3/4 dl fløde
75 gram smør
ca. 1 tsk Maldon havsalt (kan ikke erstattes af almindelig køkkensalt, det skal være flagesalt)

Bland sukker, sirup og vand og bring det i kog i en tykbundet gryde. Lad det simre indtil blandingen bliver gyldenbrun og boblerne bliver "lange". Rør piskefløden i og derefter smørret. Lad det småkoge indtil karamellen tykner let. Lav evt. kugleprøven (dryp lidt karamel ned i et glas isvand og se om du kan forme det til en kugle). Når karamellen er kogt færdig røres saltet i og den stilles til afkøling på køkkenbordet eller i køleskabet. Der må ikke røres i karamellen når den køler af. Karamellen må ikke blive iskold, da den vil blive for stiv til at kunne smørres ud imellem macaron kagerne.

Når karamellen er tilpas stivnet, smørres eller sprøjtes ca. 1 tsk ud på en macaron og lægges sammen med en anden. Opbevar kagerne på køl indtil servering. Tag dem ud 10 minutter før.

Jeg glemte at tælle hvor mange kager jeg fik ud af denne portion, men når jeg lige regner tilbage vil jeg tro at der blev 20-22 færdige kager.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar