torsdag den 16. maj 2013

"Hotduck"

Da jeg sidst var i København og  handlede lidt gode varer med hjem fra Torvehallerne, købte jeg nogle andepølser hos Cleavers Market. De var tiltænkt en god, gammeldags luksus hotdog med det hele - inspireret af Brdr. Prices fast food program for ikke så længe siden. Men den første pakke pølser blev altså til en "hotduck" - hjemmelavede hotdogbrød smurt med anderillette og sennep, fyldt med en ristet andepølse og toppet med en lækker rødløgskompot.



Rilletten er sådan set bare Confit de canard, som jeg har trevlet fra hinanden og vendt med lidt af fedtet inden det kom i forme og blev sat i køleskabet. En slags andesylte...

Opskriften på hotdogbrød finder du her.

Rødløgskompot fra "Almanak"

150 gram rødløg
50 gram sukker
½ dl æbleeddike
½ dl vand
1 spsk grov sennep
Salt
Peber

Hak rødløg fint og kom det i en gryde sammen med sukker, eddike og vand. Kog det godt sammen i ca. 5 minutter til det er en god, tyk kompot. Smag til med grov sennep.



Flæk et lunt hotdogbrød og smør den ene skæreflade med en god klassisk sennep og den anden med et godt lag anderillette. Læg en ristet pølse af god kvalitet - gerne en andepølse hvis du kan få det - og top din hotduck med lun rødløgskompot.


Velbekomme!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar