søndag den 3. marts 2013

Æblekrans med marcipan.

Engang imellem sker der uforudsete ting når man eksperimenterer med opskrifter, og så må man få det bedste ud af det. Så da jeg den anden dag ville lave den karameliserede pærekompot, som jeg er blevet så ustyrligt glad for, bare med æbler istedet, dummede jeg mig en smule. Jeg købte skønne syrlige Belle de Boskop æbler, men da det jo er et madæble, endte jeg med en karameliseret æblegrød istedet for. Men for pokker hvor smagte den godt! Jeg brugte det meste af æblegrøden som fyld i en gærdejskrans sammen med marcipan. Resten smagte skønt som topping på skyr til morgenmad.



Karameliseret æblegrød:

50 gram sukker
250 gram madæbler i tern
et nip vanillepulver eller ½ vanillestang
Vand

Smelt sukkeret ved jævn varme i en gryde. Der skal ikke røres i gryden, så krystaliserer sukkeret. Du kan vippe lidt med gryden istedet. Når sukkeret er smeltet og er blevet gyldent kommes æblerne og vanille i gryden. Lad karamellen koger op omkring æblerne og hæld så vand på så det knapt dækker. Kog æblerne til grød ved svag til jævn varme. Lad herefter grøden køle af i køleskab.

Æblekrans med marcipan:

250 gram mel
125 gram smør
35 gram gær
1 1/4 dl mælk
2 tsk sukker
½ tsk salt

Fyld:

5 spsk æblegrød
75 gram marcipan

1 æg til pensling
Perlesukker
Mandelsplitter eller hasselnøddeflager

Smuldr smørret i melet. Rør gæren ud i den kolde mælk og hæld den i melblandingen. Tilsæt sukker og salt og rør dejen let sammen. Ælt den herefter til den er ensartet. Rul dejen ud i lidt ekstra mel til den er 20x45 cm. Læg dejen op på en bageplade med bagepapir. Fordel æblegrøden henover midten af dejen. Riv marcipanen og fordel den over æblegrøden. Fold dejen ind over fyldet og form dejen til en krans.
Pensl kransen med sammenpisket æg. Drys med sukker og nødder. Klip nogle "huller" i kransen med en saks og lad den hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 minutter.




Bag kransen i en forvarmet ovn ved 180 grader i 30-40 minutter.

Du kan evt. pynte den med glasur når den er kølet af.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar