torsdag den 14. marts 2013

Annes Chokoladeballadekage

En af mine favoritbloggere Anne au chocolat, har gjort denne kage ganske populær under navnet; chokoladeballadekagen. Den er ubeskriveligt lækker og så er den nem at lave. Jeg valgte at servere den med friske bær til en kop god kaffe en eftermiddag, men den er også formidabel som dessert.



Chokoladeballaden:
(10-12 pers.)

200 gram god, mørk chokolade (IKKE billig kogechokolade)
200 gram smør
250 gram sukker
5 æg
1 spsk mel

Smelt smørret ved jævn varme i en gryde. Hak chokoladen og rør den i det smeltede smør. Tag gryden af varmen når chokoladen er smeltet. Rør nu sukkeret i. Lad blandingen køle lidt. Pisk æggene let sammen i en skål/kande og tilsæt dem til massen lidt ad gangen og rør godt imellem. Det er vigtigt at massen ikke er varm når æggene røres i, da du ellers risikerer at få "scrambled eggs" i din kage. Vend til sidst melet i. Fordel dejen i en springform på 22 cm foret med bagepapir. Bag den i en forvarmet ovn ved 180 grader (varmluft) i ca. 25 minutter. Kagen SKAL føles lidt blød og ubagt (ikke flydende), den sætter sig når den køler af. Kagen SKAL desuden bages dagen før og må meget gerne opbevares i køleskabet natten over. Jeg tager kagen ud af køleskabet ½-1 time før den skal spises, så den ikke er iskold.


Jeg bagte bare en ½ portion af kagen sidst jeg bagte den. Den passede fint til min springform på 17 cm. Bagetiden var ikke voldsomt ændret, da jeg ikke har varmluft i min ovn. Så jeg væbner mig som regel med tålmodighed :-)

4 kommentarer:

  1. Kære Charlotte
    Den ser lækker ud ;-)
    Gider du lige linke til mit indlæg om ballade? Tak!
    Kh Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne
      Har lige linket til din opskrift på "Balladen"... :-)
      Mente allerede at der lå et link på indlægget, men kan se at det er smuttet :-)
      Og iøvrigt tak!

      Go´søndag!

      Charlotte

      Slet
  2. Ser lækkert ud. Er det flødeskum der er oven på kagen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er SÅ lækker! Og ja, det er flødeskum på toppen :-)
      Dog vil jeg råde dig til at servere den med bær til, ligesom jeg gjorde, da kagen og flødeskummet i sig selv godt kan blive lidt overvældende :-)

      Slet