søndag den 30. september 2012

Paradisæblegelé

For tredje gang i år har jeg kastet mig ud i kunsten at lave gele. Denne gang plyndrede jeg mine 2 paradisæbletræer for de næsten modne æbler og lavede denne smukke, aromatiske gele.



Paradisæblegelé:
 
Paradisæbler
Sukker
Atamon
 
Jeg vejede ikke mine æbler af, da det er væsken fra dem som måles op efter kogning og afdrypning. Vask æblerne, fjern stilke og del dem i halve. Kom dem i en gryde og tilsæt vand så det næsten når overfladen af æblerne. Kog det hele i ca. 20 minutter. Æblerne skal koges helt i smadder. Jeg brugte min uundværlige grøntsags/kartoffelmoser fra Tupperware til at "smadre" æblerne med. Hæld saften igennem et viskestykke i en sigte og lad massen dryppe af over en gryde natten over. Klem ikke for meget på viskestykket, for at få al saften med, da du så vil presse urenheder igennem klædet. 
 
Saften som er løbet igennem klædet måles nu op. Jeg tilsatte 400 gram sukker til en ½ liter saft.
 
Sæt et par skåle eller tallerkner i køleskabet - de skal bruges til at teste om geleen er færdigkogt.
 
Bring saften i kog og tilsæt sukkeret under omrøring. Lad det bulderkoge i ca. 10 minutter alt imens du meget omhyggeligt skummer for urenheder. Når geleen begynder at dryppe i tunge dråber fra skeen prøver du at hælde en teskefuld gele ud i en kold skål og stille den i køleskabet. Når den er kold og du trækker en finger igennem, skulle geleen gerne kunne holde sig selv og ikke flyde ud. Flyder den ud, koges geleen lidt mere og du prøver igen at sætte en teskefuld i køleskabet. Når geleen er kogt færdig, tages den af varmen og tilsættes atamon i forhold til mængden af færdig gelé. Hæld geleen på atamonskyllede glas og sæt låget på. Vend glasset et par gange for sterilisere låget. 
 
Du kan godt være uheldig at den ikke vil stivne, men så gør du bare som Camilla Plum;
 
"Hvis det af en eller anden grund ikke vil lykkes efter 3-4 forsøg og stadig indkogning skal man lave sig en kop kaffe, sætte sig og kigge ud af vinduet, og forlige sig med tanken om at man har fremstilet en fantastisk frugtsirup, som kan bruges til alle mulige ting" :-)
 
 
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar