torsdag den 2. august 2012

Uhmmm... Drømmekage

Jeg skulle idag drikke kaffe sammen med nogle gode venner, og Junior og jeg skulle have kage med. Normalt er jeg ikke så meget til drømmekage, da jeg syntes den kan blive lidt for fedtet og intetsigende. Men denne opskrift fra Rikke Grybergs "Byens bedste brød og kager", gjorde mine fordomme til skamme.


Denne opskrift passer til en lille rund form på 20 cm:

100 gram rørsukker
70 gram smør
2 æg
135 gram mel
1½ tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker (jeg brugte dog vaniljepulver)
3/4 dl. mælk

Kokos topping:

½ dl. vand
1 tsk. Nescafé
50 gram smør
100 gram brun farin
50 gram sirup
60 gram kokosmel

Pisk smør og rørsukker hvidt og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk det godt sammen. Sigt mel, bagepulver og vanilje i massen under omrøring (jeg piskede dejen på lav hastighed med håndmixeren). Tilsæt herefter mælken lidt ad gangen. Dejen hældes i en smurt form og bages ved 190 grader i ca. 20 minutter. Toppingen laves imens kagen er i ovnen.
Kog vand, nescafé, smør, brun farin og sirup godt sammen et par minutter. Rør kokos i massen. Hæld massen over kagen efter de 20 minutter og bag den færdig ved 200 grader i ca. 10 minutter. Lad kagen køle af inden den skæres.

4 kommentarer:

  1. Mmmm, den ser god ud. Har det lidt på samme måde med drømmekage - nogle af dem er simpelthen så kedelige, men får man engang imellem en rigtig god én, er det bare det bedste! :) Jeg tror måske at tricket er sirup i toppingen!?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maiken.

      Det lyder faktisk som en rigtig god idé med siruppen... Har også set at nogle prikker kagen jævnt med en strikkepind eller lignende inden de hælder toppingen over. Så skulle fyldet trække længere ned i kagen og gøre den mere "fumpet" ;-)
      Jeg har dog ikke prøvet det selv endnu...

      Charlotte

      Slet
    2. Haha, fumpet - fugtig og svampet? Eller mmmm, bombet, som en ordentlig bome ;) Jeg har overordentligt meget lyst til drømmekage nu og skal vist have bagt en snarest! :D
      Mvh Maiken

      Slet
    3. Ja, "fumpet" er sådan et dejligt ord som en tidligere kollega lærte mig, og jeg tror at du har ret i at det dækker over fugtig og svampet ;-)

      Slet