tirsdag den 7. august 2012

Den hyggelige artiskok

Den første gang jeg smagte friske artiskokker, var på en ferie i Frankrig for nogle år siden. Jeg har været hooked lige siden. Artiskokker er ofte en del af mit tapasbord når der skal hygges med rødvin, stearinlys og gode venner.
De smager mildt og efter kogningen bliver "kødet" i bladene blødt som smør. Det er iøvrigt også mit favorit tilbehør til artiskokken - smør altså... rigeligt smør.

Sådan tilberedes en artiskok:

Skær stokken af artiskokken lige hvor bladene starter, så kan den fint stå på en tallerken efter tilberedningen. Skær også 1-2 cm af toppen i et lige snit. Hvis spidsen af bladene stikker, så klip spidserne af med en saks. Bring en gryde med rigeligt vand i kog, tilsæt lidt salt og saften af ½ citron. Kog artiskokken i ca. 25 minutter. Hæld vandet fra og stil artiskokken på hovedet på lidt køkkenrulle et par minutter, så vandet løber fra bladene.
Jeg serverer som regel smør rørt med lidt havsalt som tilbehør til de lune blade, men denne gang havde jeg lyst til lidt lidt "surt" sammen med det fede, så jeg rørte lidt balsamico i smørret. Det var ikke helt nemt, da væske og fedt ikke rigtigt vil binde sammen, men det lykkedes. Jeg dryppede lidt ekstra balsamico over smørret ved anretningen.
Balsamicoen købte jeg fornyligt i Torvehallerne, den er lagret i 5 år og smager både sødt og surt på én gang.


Sådan spiser du din artiskok:
Pil et blad af artiskokken, dyp den kødfulde del af bladet (ikke spidsen) i lidt smør og brug så dine fortænder til at "skrabe" artiskokkødet af bladet. Du skal IKKE bide bladet over, kun lige skrabe den kødfulde del ud.




Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar